Siden sidste indlæg her på bloggen, er der sket en masse. Generelt er jeg kommet godt ind i tingene, hverdagen og arbejdet her på sømandshjemmet, hvilket er rigtig dejligt. Jeg arbejder ca. 40 timer i ugen. Jeg er primært i receptionen, hvilket jeg godt kan lide, så det er godt! Enten har jeg morgenvagt fra 07.00-15.00 eller også aftenvagt fra 15.00-22.00. Jeg har fridag ca. 2 gange om ugen – lidt forskelligt hvornår de ligger, hvilket også gør at det er så svært at finde rundt i, hvilken dag det er!
På Sømandshjemmet går vi en travl periode i møde. Værelserne er godt booket op, hvilket gør det travlt i receptionen, i køkkenet, med rengøring – ja, det hele. Derudover er efterår lig med en masse kursuser, som der også kommer en del af på sømandshjemmet. Mia og Johannes tager også snart hjem på ferie – Mia tager afsted med Noomi i starten i september, og Johannes tre uger senere. De er begge væk i tre uger, hvor vi assistenter - sammen med et par som bliver stand-in for Mia og Johannes - skal sørge for at det kører på sømandshjemmet. Det bliver spændende og udfordrende, men vi skal nok klare det er jeg sikker på :)
Siden sidst har vi haft lidt fornemme besøg på sømandshjemmet. Alleqa Hammond, Grønlands landstyre formand, (svarende til Helle Thorning har jeg ladet mig fortælle) kom og boede på sømandshjemmet et par dage. Sjovt med så fint besøg - men svært at forholde sig til, da man jo ikke rigtig kender hende. Derudover har vi haft en luksusyacht liggende i havnen, som vi fandt ud af man kunne leje for intet mindre end 700.000 kroner om ugen. Os assistenter snakkede lidt om at det kunne være meget sjovt - men så ville vi nok blive nødt til at få liiidt mere i løn :) Desværre fik vi ikke mulighed for at komme ind og se den - men til gengæld fik Malene, Johannes, Noomi og jeg en rundvisning på det femstjernede krydstogtskib Hanseatic, da det lagde i havn i Aaasiaat. Vi tog ned til skibet i håb om at komme ind, snakkede med den ene, så den anden og til sidst fik vi lov til at gå hen ad den røde løber, til trappen og op på skibet sammen med en guide. Da vi kom indenfor blev det meddelt over radioen til alle ansatte, at der var tre ekstra ombord fra Sømandshjemmet, så der var styr på sikkerheden. Derefter fik de vores pas, som vi først måtte få tilbage igen når vi stod af skibet. Vores guide var virkelig fin, og viste os rundt på skibet med en god sjat ironi omkring hele "luksus" tilværelsen på sådan et skib, de dyre ting man kunne købe og at nogle folk havde så mange penge. Efterfølgende googlede vi os frem til, at sådan en tur på krydstogskibet kostede 133.000 for det billigste værelse i 26 dage - hvis man gik all in og lejede en suite de 26 dage krydstogtet varede skulle man af med godt 300.000 - pr. person vel at mærke. Men så var der også inkluderet egen butler :-) Ikke dårligt.
Krydstogtskibet er dog ikke det eneste med stjerner - jeg kan afsløre at sømandshjemmet nu også har fået stjerner - bare ikke hvor mange .. ;)
Noget som jeg synes er vildt fedt ved Grønland, er at man sejler så meget! Det gør man så sjældent i Danmark, så det er så fedt at gøre så meget her. Det er også næsten den eneste mulighed (udover fly) man har for at komme rundt - hvis man skal længere væk en Aasiaat i hvert fald :-) Siden sidste blogindlæg har jeg også været ude og sejle en masse, ikke for at komme rundt, men bare fordi vi kan ;-).
En dag var vi ude for at fange torsk til vores aftensmad en af de efterfølgende dage. Vi fangede 47 torsk + ca. 25 mere - men som vi smed i havet igen, fordi vi synes de blev for små. Jo større torsk vi fangede, jo mere kræsne blev vi, når vi hev torskene op. Under rensning af torskene, smed vi indvolde og fiskehovedet i vandet. Der gik ikke mange minutter, før vi var omringet af helt åndssvagt mange måger! De var over det hele – ved siden af, over og.. ikke under. Men overalt, og der var rigtig mange. Så de nød også godt af alle de torsk vi havde fanget. Efter at Johannes og jeg havde renset alle torskene, lignede båden et sted hvor der var sket et eller andet voldsomt med masser af blod, vores overlevelsesdragter lugtede og var helt klistret ind i fiskeindvolde, blod og andet godt fra fiskene. De har fået et par ture eller tre i vaskemaskinen, men lugter stadig meget af fisk. Vi gik all in må man sige!
Det er virkelig sjovt at fiske her - man behøves ikke have så meget tålmodighed, og sidde og vente en hel aften på at få bid. Og ofte er da endda 2, 3 eller 4 torsk på når man hiver "fiskestangen" op :-) Det er nemlig ikke en decideret fiskestang, men nærmere et stykke træ, med en masse sejlgarn viklet omkring med nogle kroge på. (Det må jeg vist hellere ligge et billede ind af engang, lidt svært at forklare...) Primitivt, men virkelig sejt og totalt effektivt! Vi har også været ude for at fange helleflynder og havkat et par gange - men det er endnu ikke lykkedes os. Jeg fik en helleflynder på krogen, men ligesom jeg fik den op til vandoverfladen slap den fra mig. Så sådan en må jeg have til gode at fange :-)
Men generelt får vi bare sejlet en masse, hvilket er herligt - og også skal til, inden det fryser til is det hele!
D. 14 august var jeg sammen med en assistent fra Nuuk, Hanna, og Magnus herfra hjemme ved en god ven af sømandshjemmet, som hedder Matias. Han bor i et lille hus i Aasiaat sammen med sin mor. Vi havde kage med, og Matias havde dækket fint op. Det var rigtig hyggeligt og sjovt at se et ægte grønlandsk hjem. Man må sige, at de ikke kører den minimalistiske stil med hensyn til indretning, som mange danskere ellers gør. Billeder og ting prydede vægge og gulv over hele huset - det gjorde det vildt hyggeligt.
Efter kaffe, kage og rigtig mange smukke og fascinerende videoer og billeder af hvaler, som Matias havde taget, fik jeg den store ære, at få lov til at prøve Matias' mors nationaldragt. Den var virkelig tung, stiv og svær at bevæge sig i, men også virkelig smuk! Sikke et arbejde at lave sådan en! Der er så mange deltaljer på - og den består af så mange dele. Keramikkerne bliver opbevaret udenfor p.g.a. materialet mens resten kan godt tåle til at være indenfor. Det var et helt projekt at få fundet den frem, få den på, og få den pakket sammen igen. Men sjovt at prøve :)
Onsdag d. 21 om aftenen spiste os assistenter oppe ved Johannes og Mia, som bor ovenpå Sømandshjemmet. Det var rigtig hyggeligt at spise sammen os 6. Jeg og Malene havde lavet lækker (hvis vi selv skal sige det) mad. Johannes skulle have sørget for et lækkert frugtfad til desset pga. et tabt væddemål til Malene, men da han ville ned og handle det, var der helt tomt for frugt i butikkerne. Så sådan kan det gå når man bor på Grønland, så kan man ikke altid lige regne med at der er frisk frugt nede i butikkerne. Ellers er maden her ikke så anderledes end i Danmark – bortset fra at jeg allerede glæder mig til at skulle have en lækker frisk salat igen til sommer – og et glas frisk mælk! Maden er meget traditionel "gammeldags" dansk mad – kød med sovs og kartofler/ris. Så det er til at forholde sig til. Vi havde dog lige en onsdag middag, hvor vi fik hvalbøf. Det er ikke så dansk, må man sige. Jeg ved ikke … Måske er det noget man skal lære at spise? ;)
Det er nemt at mærke, at vi går mørkere og koldere tider i møde. Vi har haft vores første nat med nattefrost siden sidste vinter. 14 dage for tidligt siger de gavede grønlændere - så det er spændende, om vinteren kommer tidligere i år - og hvor koldt det bliver! Da vi ventede på at komme ind på Hanseatic, frøs jeg - selvom jeg havde min varmeste jakke på! Så måske jeg bliver nødt til at anskaffe mig en ny, som kan holde til de mange minusgrader :). Siden jeg kom er det gået fra næsten at være helt lyst døgnet rundt, til at det faktisk er mørkt om natten. Til sidst aftager dagene med en halv time i hver ende – så går det virkelig stærkt! Men jeg glæder mig til sneen kommer, som den vist skulle gøre sidste i september/starten af november. Og når der så kommer rigtig meget, skal jeg forhåbentlig ud og køre på snescooter, hundeslæde og stå på ski! :)
Derudover har jeg også været nede og se sygehuset hvor jeg blev født. Det ligner sig selv, udover at farven på sygehuset er falmet lidt :) ...Ikke at jeg kan huske det - men på billedet, som jeg har derfra. Det var virkelig sjovt at se det, som jeg har hørt historier om. Lidt særligt må man sige :-)
Noget som vi gerne vil på sømandshjemmet, er at snakke med folk. Folk der kommer til havnen, folk i byen o.s.v. D. 15 august var der et skib i havnen, som var ved at losse rejer. Sådan noget kan godt tage lidt tid - så imens arbejderne lossede rejser, tog mig og Johannes op til noget af besætningen med kage, for at snakke lidt med dem. Spændende at høre om et liv så anderledes som fisker :) Johannes, Mia, Malene, Magnus og jeg var også på besøg på en fransk skib, som var bygget til at sejle ture med turister. Den franske indehaver viste stolt sit eget byggede skib frem, som havde taget mange år at lave.
Malene, Magnus, Bettina og jeg har også været til jubilæum på havnen. Der var gratis saft, balloner, Royal-Arctic tattoveringer og -glas, kage og levende musik til alle. Vi kom lidt sent, så der var ikke mere kage og der var ikke så mange mennesker, men om aftenen da den levende musik gik i gang, kunne man høre nede fra sømandshjemmet, at der var godt gang i den nede i byen, selvom det ikke er så tit her ;)
Jeg tror det var det jeg ville fortælle for nu. Jeg oplever en masse - og jeg nyder det meget!
Til at slutte kommer der lidt (mange) billeder herfra :)
Takuss
P.S. Nogle har spurgt efter min adresse til sømandshjemmet, så den er her - hvis man skulle få lyst til at sende post ;)
Aasiaat Sømandshjem
Att. Laura Andersen
Postbox 216
3950 Aasiaat
Grønland
P.P.S Gå ind på facebook og like vores side "Aasiaat Sømandshjem" (https://www.facebook.com/Aasiaat) ;-) Der bliver jævnligt opdateret med de ting der sker her på sømandshjemmet :-)
Nu: Billeder! God fornøjelse :)
Det femstjernede luksus krydstogtskib Hanseatic
Johannes, Noomi, Malene og jeg inde på Hanseatic
(Dette billede blev taget da rundvisningen var færdig. Sikkerhedsdamen som stod 2 meter fra os var lige ved at alarmere, da hun så vi bevægede os 5 meter ind på skibet igen - uden guide (som stod med kamera klar til at tage billedet..) Så sikkerheden var høj prioritet ;) )
(Dette billede blev taget da rundvisningen var færdig. Sikkerhedsdamen som stod 2 meter fra os var lige ved at alarmere, da hun så vi bevægede os 5 meter ind på skibet igen - uden guide (som stod med kamera klar til at tage billedet..) Så sikkerheden var høj prioritet ;) )
Det var koldt at stå og vente!
Vi sejler, sejler og sejler - og det er skønt :)
Her er det Johannes der er styrmand og jeg holder lige styr på udsigten ;)
Her er det Johannes der er styrmand og jeg holder lige styr på udsigten ;)
Mig og min kæmpe torsk - først lidt frygtindgydende, men sååå... :)
Båden blev lidt blodig efter vi havde renset torskene ;)
Mågerne var hurtige til at lugte fiskene - så de kom og de kom mange. (Udover dem her, var der SÅ mange som fløj rundt oppe over båden.)
Jubilæum på havnen
Malene, Bettina, Anders og jeg :)
Malene, Bettina, Anders og jeg :)
Udsigten fra Matias og hans mors hus i Aasiaat.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en udsigt her, ville koste i Danmark.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan en udsigt her, ville koste i Danmark.
Matias fortalte, at herfra havde han set hvaler op til flere gange, så udsigt med hvaler - sejt!
I Matias' hjem var der mange ting
- blandt andet denne lille fine samling af dukker :)
Matias' søde mor gør keramikkerne klar så de kan komme på :-)
Så kom hele nationaldragten på :-)
Jaaaaa - grønlænder!! ;) Eller lidt mere i hvert fald ;)
De skulle pakkes godt ind igen efter jeg havde haft dem på, så de ikke kom noget til
Sygehuset 1993
Far, mig og Linea
Far, mig og Linea
Sygehuset2013
Baj baj :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar